Jeg havde en diskussion idag med en af mine kollegaer. Den handlede om hvordan vi skal forholde os til, at Danmark bliver ved med at tage imod flygtninge og indvandrere. Det hele startede egentlig med, at min kollega kom med en historie, som han havde hørt fra sin kammerat som arbejder på et hjem for forstyrrede unge. Han fortalte hvordan mange af de unge var voldsomme, respektløse osv. Til sidst rundede han af med, at fortælle at 70% af de unge på lige dette hjem, var udlændinge. 
Min kollega nåede hurtig til en konklusion på hans fortælling, og sluttede af med at sige at han syntes at dørerne skal lukkes, og at vi burde skaffe os en nul tolerance politik. Bum bum... Var hvad jeg tænkte i første omgang. For helt ærligt - disse unge mennesker har jo åbentlyst noget inden i sig som de har brug for at få afløb for, og er løsningen så virkelig, at de bare skal udvises fra det land, som burde have midlerne og mulighederne for at hjælpe??? Jeg satte i hvert fald spørgsmålstegn ved hans holdning, ved at spørge om den "nul tolerance" politik så også skulle gælde hvis det var en dansker der brød de regler denne politik nu måtte indeholde..? Og hvis ikke - hvordan vurderer vi så hvem der er dansk eller ej? For mange indvandrere og flygtninge har jo efterhånden fået dansk statsborgerskab. Tingene er aldrig så lige til som de ser ud. Vi er alle mennesker, og vores job er at hjælpe hinanden så langt vi kan. I mine øjne vil en nul tolerance politik blot skabe en samfundholdning der syder af opgivenhed, modløshed og fejhed. Det bryder jeg mig ikke om! 



Leave a Reply.